webnyhedsbrev
lørdag den 6. maj 2023
Kære reader
Tirsdag aften i forrige uge var ikke som andre aftener i Frøslev. Denne aften havde 14 kvinder taget træningstøjet på og pakket håndvægte, håndklæder og drikkedunke i træningstasken. De var gået ud i den lune aprilaften, havde misset øjnene mod aftensolen og hurtigt smuttet over på Frøslev Skole.

Samtidig gik Pernille og Majbrit forventningsfulde og stillede trampoliner frem i skolens flotte gamle gymnastiksal. Solen bankede ind ad de højt placerede vinduer og gav genskin i spejlvæggen, der var sat op foran 14 røde og blå trampoliner, der alle var udstyret med håndgelænder. De to kvinders øjne skinnede endnu mere end aprilsolen. For der havde været enorm tilslutning til Trampolin Fitness. Faktisk så meget, at der er venteliste. Pernille og Majbrit havde endda skaffet sponsorer for at indkøbe ekstra trampoliner, men der var stadig rift om pladserne.

Den ene – og det var Pernille – var ekstra spændt. Hun havde en overraskelse gemt i ærmet. Hendes mave boblede nærmest over af forventning. Hvor ville de allesammen blive overraskede og glade. Især Majbrit.
Spejlvæggen er sponsoreret af Spar Nord Fonden, og trampolinerne er sponsoreret af Thy-Mors Energi, borgerforeningen Frøslev & Omegn og Cool Heat.
Den lyse gymnastiksal blev hurtigt fyldt op med træningsklare deltagere, som udvalgte sig en trampolin. Så blev musikken tændt, og magien blev skabt.

Måske har du ikke prøvet at være i et rum med 14 kvinder, der er fælles om en fokuseret træningsoplevelse. Det er noget helt særligt, og det gør bare noget ved os som mennesker at være fælles om noget, der er godt og velgørende for både krop og sjæl. Der var al mulig grund til at fejre.

”Jeg er glad for, at det gik så godt, og at så mange skønne og glade mennesker vil være med til noget, som jeg personligt synes er virkelig sjovt.” Sådan siger Pernille om den første træningsdag med Trampolin Fitness på Frøslev Skole.

Men Pernille havde en overraskelse gemt i ærmet. For at fejre at Trampolin Fitness er en realitet og for at takke Majbrit for hendes store indsats med at holde sammen på alle de løse ender havde Pernille sørget for en ekstra festlig afslutning: Efter træningstimen var der rullet en rød løber ud og sat champagneglas og bobler frem.
Den røde løber og champagene var en uventet og meget dejlig overraskelse for Majbrit. Hun fortæller:

”Dengang Pernille og jeg startede i motionsudvalget, var vores ønske/mål at tilbyde motion, velvære og sammenhold i Frøslev. Og da jeg stod midt i trampolinpremieren i tirsdags, fik jeg bare sådan en god følelse indeni – glade mennesker der hopper løs, latteren der gik gennem den gamle gymnastiksal, som pludselig summede af liv igen, og smilene på de herlige kvinder rundt omkring. Der tænkte jeg – Det skal nok blive godt det her, vi er godt på vej. Og så med Pernilles lille hemmelighed/overraskelse med rød løber og champagne bagefter – så var det bare så gennemført en premiere. Hun gør det så godt hende Pernille.”

De gik alle derfra med smil på læben og havde syntes, det havde været simplethen så godt. Hvem vil ikke gerne komme til træning, så der er sådan en høj vibe?

Paktisk info:

Du kan også være med til Trampolin Fitness på Frøslev Skole. Det er tirsdage fra 19-20. Prisen er 300 kr. for en hel sæson og 50 kr. for en trampolin en enkelt gang.

Der er pt. venteliste, men skriv dig på. Vi arbejder på at få indkøbt flere trampoliner.

Følg Facebook-gruppen ”Trampolin fitness Frøslev”. Her kan du se yderligere praktisk info og booke en trampolin ved at skrive til os gennem gruppen.

Hilsen Pernille Vangsgaard Lauridsen og Majbrit Bisgaard Dam
facebook website email 

Vi minder jer om, at ALLE kan få indlæg med i nyhedsbrevet, når det har relevans for områdets borgere. Det kan være en holdning, en idé, en opfordring eller noget helt andet.
Har du et arrangement, som er relevant for borgerne i Frøslev, Mollerup og oplandet og/eller som foregår i området, vil vi meget gerne hjælpe med at sprede budskabet.
Dette gælder både for privatpersoner, klubber, foreninger, erhvervsdrivende osv.

Email Marketing Powered by MailPoet