webnyhedsbrev
onsdag den 26. maj 2021
Kære reader

Som lovet sender bestyrelsen for Frøslev & Omegn hermed "Bestyrelsens Årsberetning" og "Det Reviderede Årsregnskab", for 2020.

Vi har valgt at sende beretning og regnskabet ud til jer, men dette erstatter ikke afholdelse af generalforsamlingen. I følge vedtægterne skulle denne have været afholdt i marts, men det kunne naturligvis ikke lade sig gøre i forhold til forsamlingsforbudet.

Der arbejdes med at finde en dato og I får alle en indbydelse til generalforsamling, så snart denne er på plads.

God læselyst :-)

Bestyrelsens Årsberetning 2020

Indhold

Coronaåret
Områdefornyelse
Frøslev Skole
Vådområdeprojektet
Pedel og pedelordning
Lokalt samarbejde og planlægning
Arrangementer og aktiviteter
Kommunikation
TAK

Coronaåret

2020 startede med en masse planer. Og aldrig er så mange planer blevet ændret, så mange arrangementer aflyst.

Alligevel ser mange ting meget anderledes ud ved udløbet af 2020 i forhold til starten af 2020. Og ikke kun i negativ retning. Der er grund til at tro på fremtiden.

Der er mange ting, vi gerne ville have grebet anderledes an, men tingene er, som de er og det må vi tage udgangspunkt i, når nu vi er på vej ind i 2021.

Områdefornyelse

I starten af 2019 startede landbyfornyelsesprocessen med dannelsen af 3 arbejdsgrupper:
  • Samlingssteder (torvet og skolen)
  • Rekreative forhold og grønne områder
  • Trafikale forhold / visuel identitet og forskønnelse.
Der er sket meget lidt i 2020 på dette område, da kommunen har været lukket ned meget af tiden, og det generelt har været vanskeligt at holde møder.

Status
  • Der er lavet en strategisk plan for Frøslev (Den grønne passage)
  • Første projekt (cykelskoven) er udsat til efteråret 2021.
  • Selve skolen blev i efteråret 2019 taget ud af landsbyfornyelsesprojektet og kørte videre som selvstændigt projekt. Herom senere.
  • Villy Bruuns bygning nedrives (forsinket)
Udover corona, blev processen i høj grad bremset af uklarhed om brugsens bygning og tankanlæggets fremtid, men også af uklarhed om skolens fremtid. Det hele hænger jo sammen.

Frøslev Skole

Skoleprojektet
I juni blev det klart, at det var vanskeligt for borgerforeningens bestyrelse både at varetage det daglige bestyrelsesarbejde og samtidig engagere sig fuldt ud i det store arbejde med skoleprojektet. Dette arbejde gik for alvor i gang i sommeren 2020. Formålet var at udarbejde en plan for renovering og omdannelse af Frøslev Skole med henblik på at skabe et forenings- kultur- og iværksætterhus. Planen skulle, vel at mærke, være spiselig for kommunalbestyrelsen. Vi var stillet et millionbeløb i udsigt, hvis planen blev godkendt inden nytår. Vi havde altså pænt travlt.

Derfor blev løsningen, at vores suppleant, Poul Kristensen, overtog Anders Kobberøs forpligtelser i bestyrelsen så Anders kunne engagere sig fuldt ud i den skolearbejdsgruppe, der blev nedsat, som en selvstændig undergruppe af Frøslev & Omegn. Udover Anders blev Jan Østergaard og Verner Jensen en del af denne gruppe, hvor der også sad folk fra kommunen.

Et af kravene fra kommunalbestyrelsen var, at vi kunne fremvise en bred folkelig opbakning til projektet. Det forsøgte vi at gøre ved afholdelse af to borgermøder i efteråret. Vi valgte at holde to møder, dels af hensyn til de daværende forsamlingsregler, men også for at give så mange som muligt, mulighed for at deltage. Målet var at lodde stemningen blandt borgerne og at få input og ønsker til planen. Diskussionslysten på møderne var stor og konklusionen blev efterfølgende, at der var en generel opbakning til projektet.

En anden ting der skulle være på plads var, at Frøslev Forsamlingshus skulle godkende, at deres aktiviteter med tiden blev flyttet hen på skolen. Vi fik godkendelsen, men desværre ikke enstemmigt.

I december vedtog kommunens økonomiudvalg den fremlagte plan. Dermed er der åbnet en dør til mange flere muligheder. Vi håber, at stedet vil danne grobund for mange nye initiativer i lokalområdet.

Det største arbejde med skolen ligger stadig foran os og vi håber at rigtig mange lokale kan inddrages i det.

En stor tak skal lyde til arbejdsgruppen, som indtil nu har lagt mange timer i dette projekt. Vi har kun set toppen af isbjerget. Der er lang vej hjem, inden der forhåbentligt står en bygning klar med en hel anden funktionalitet end det den oprindelig blev bygget til.

Testcenter
I slutningen af august indgik kommunen en aftale med Region Nordjylland om, at de kunne bruge gymnastiksalen på skolen til Corona-testcenter, og vi stillede os til rådighed med hjælp til at låse op og vise poderne til rette hver anden fredag. Da smitten sidst på året steg på Mors, og der pludselig skulle testes flere gange om ugen, overtog kommunen de forpligtelser, vi havde.

Vådområdeprojektet

Mange af os går ofte turen ”Kæret Rundt”, og har oplevet, hvor spændende det er blevet af færdes i denne del af vådområdet Jølby Nor. Å og landbrugsjord er blevet forvandlet til en naturperle, som rigtig mange har og vil få glæde af.
Næste fase bliver at få etableret cykle/gangstier i området. Ønskerne til disse, er samlet af en arbejdsgruppe bestående af beboere fra både Erslev og Frøslev. Samarbejdet mellem de to byer er virkelig nytænkning, som med tiden forhåbentlig kan føre mere samarbejde med sig.
Planen med stier, opholdssteder, fugletårne, broer og shelters har været en tur forbi kommunen, hvor der politisk er nikket ja til den. Vådområdet vil absolut blive attraktiv for hele området.
En stor tak fra borgerforeningen til også denne arbejdsgruppe.

Pedel og pedelordning

Pedelordningen, der er en økonomisk aftale, vi har med kommunen, kører som hidtil. Ordningen betyder, at vi kan få refunderet, nogle af vores udgifter til vedligeholdelse på og ved skolen.

De sidste par år har vi været så heldige at have haft en frivillig pedel. Jan Østergård blev i foråret erstattet på denne post af Casper Christensen. Det skal siges, at det til tider er en utaknemmelig post, da der er mange medspillere med inde over, når det gælder at træffe praktiske beslutninger på skolen: Borgerforeningen, arbejdsgruppen, kommunen, byfornyelsesudvalg. Her ligger en opgave i at skabe mere klarhed og kommunikation.

En tak skal lyde til både Jan og Casper

Lokalt samarbejde og planlægning

Det lykkedes at holde to fællesmøder (februar og august) med områdets foreninger, bestyrelser og andre frivillige i og omkring Frøslev og Mollerup. Derudover blev der holdt et enkelt møde for ”brugere af Frøslev Skole”.

Fællesmøderne drejer sig primært om planlægning af fælles aktiviteter, kalenderkoordinering og andre ting af fælles interesse. Mødet for brugerne af Frøslev Skole blev dels en orientering om planerne for skolen, men også en snak om forskellige praktiske ting.

Arrangementer og aktiviteter

Antallet af arrangementer og aktiviteter, som foreningen står for, blev I 2020 begrænset en del i forhold til tidligere år. Vi fik afholdt:
  • Fastelavnsfest
  • 4. maj markering (sammen med menighedsråd og ældreklub) – uddeling af lys og slik til alle husstande.
  • Store oprydningsdag i september (normalt i april)
  • Borgermøde x2
  • Julebud (sammen med menighedsråd og ældreklub) – uddeling af godteposer til alle husstande i området. God opbakning fra de lokale købmænd.
  • Juletræ
Vi har faste grupper til at stå for at Frøslev og Mollerup tager sig ud fra deres bedste side:
  • Julebelysning i Frøslev og Mollerup.
  • Flaghold – vedligeholdelse af flagstænger. Flagallé ved festlige lejligheder.
  • Græshold
  • Andre, der på eget initiativ tager ansvar for vore omgivelser.
I forventningen om, at vi skulle få rigtig mange gæster, som skulle testes i Frøslev, fik en arbejdsgruppe ryddet op og fjernet det værste ukrudt omkring skolen. I samme anledning fik vi sat en blomst op, fik "Frøslev & Omegn-flag" op foran skolen og et velkomstskilt ved indgangen til byen. Det fik både skolen og byen til at tage sig lidt bedre ud for besøgende.

Underafdelinger der sørger for at borgerne tager sig ud fra deres bedste side:
Motions- og fodboldafdelingerne
Det har været lidt vanskeligt at få gang i motionen. Der var netop kommet gang i både trampolinfitness og mandehørm efter jul, da det hele lukkede ned. I efteråret forsøgte vi at komme i gang igen, men der var ingen tilslutning – sandsynligvis spillede Coronasituationen også ind her. Vi prøver igen senere.

Fodboldherrerne fik spillet så meget fodbold, at det lykkedes dem at rykke op fra serie 6 til serie 5. Tillykke med det.

Sidst på året var vi så heldige at få en henvendelse fra en flok damer, der gerne ville spille fodbold i Frøslev & Omegn. De startede med nogle få træninger udendørs og spillede hele vintersæsonen sammen indendørs.

Kommunikation

En vigtig kanal for områdets interne kommunikation er Facebook. Det gælder både foreningens facebookside og Borgergruppen. Det er dejligt at se, at så mange følger med, liker opslag, engagerer sig i området og kommer med ideer, spørgsmål, og lign.

Det er vigtigt for os i bestyrelsen at vide, hvad der rører sig, og vi håber, at ingen holder sig tilbage med at henvende sig til os, hvis I har noget på hjerte.

TAK

Til slut vil vi sige tak til alle jer, der engagerer jer og bidrager til, at Frøslev & Omegn er et område i udvikling fremfor et område i afvikling.

Vi vil i den forbindelse fremhæve kommunen og takke både politikere og folk i forvaltningen, som har valgt at tro på udviklingspotentialet i skolen og vores lokalområde.

Der er ikke nævnt mange navne i denne beretning, men rækken af folk som vi skylder tak, er lang og vi kommer nemmest til at glemme nogen. Udover skolegruppen tænker vi også på jer, der er eller har været engagerede i f.eks. Brugsen, i Forsamlingshuset, i menighedsrådet, Udviklingsselskabet og jer der engagerer jer i områdefornyelsen.

Det Reviderede Årsregnskab 2020

Regnskab 2020

Bestyrelsens kommentarer til årsregnskabet 2020

Som det kan ses af regnskabet, blev der i 2020 lavet et overskud på 8087 kr.

Bestyrelsens mål for Frøslev & Omegns økonomi er som udgangspunkt at få driften af foreningen til at køre rundt. Er der overskud, har vi givet for lidt tilbage til borgerne og området og omvendt, er der underskud har vi givet for meget.

2020 har på mange måder været et specielt år, også regnskabsmæssigt. Vi har ikke kunnet give borgerne de samme oplevelser som tidligere år i form af arrangementer. Vi har forsøgt at kompensere for dette ved to gange at give støtte til en "oplevelsespakke". Første gang omkring 4. maj, hvor et lille hold fik indkøbt, pakket og udbragt en lyspakke. Anden gang var vi selv med til at arrangere en julegodtepose. Vi fik rigtig mange positive tilbagemeldinger på disse pakker.

Tidligere år har vi haft afsat et større beløb (ofte 5000,-) til at støtte et projekt i området. I 2020 kom der ingen anmodninger fra borgerne om støtte til et større projekt, og derfor er pengene ikke blevet brugt. På den anden side har vi heller ikke kunnet tjene penge ved afholdelse af arrangementer som f.eks. Banko, der normalt reder økonomien i slutningen af året.

Vi oplever at flere og flere melder sig ind i borgerforeningen og får betalt for medlemskabet, på trods af, at vi ikke længere fysisk kommer rundt og samler ind. Det er vi meget taknemmelige for. Ikke kun for pengene, men især den opbakning det giver bestyrelsen. Udover dette, er medlemsindbetalingerne på 14.100 kr. også steget da alle fodboldspillere over kontingentet betaler for et medlemskab i foreningen. Og der er kommet mange nye fodboldspillere til i 2020

Og netop fodbold og motion giver både større indtægter men også udgifter for foreningen. Kontingentindbetalingerne i 2020 har dog været meget små, da vi ikke ville opkræve kontingent, når man ikke måtte spille, men kommunen valgte, at vi kunne søge aktivitetstilskud i forhold til planlagt aktivitet og ikke kun afviklede aktiviteter. Dette er en stor del af grunden til, at vi i år har genereret et fint overskud.

Det er meget passende at overskuddet kommer i 2020, da 2021 byder på økonomiske udfordringer. Vi har allerede disse poster på kontoen i år
  • To fodboldhold skal have helt nyt spillersæt. Det er hele pakken med trøjer, shorts, strømper, medicintaske osv. Herrerne har delt sig i to hold og vi har fået et damehold i klubben. Dette beløber sig til over 22.000 kr.
  • Frøslev Skole er ansøgt om og fået bevilget 5000,- til indretning af nyt biblioteket
  • Bestyrelsen har besluttet at indkøbe en PC til foreningsarbejde. 3-5.000 kr. er afsat.
Vi er sikre på, at overskuddet fra 2020 fuldt ud bliver brugt i 2021 og at vi også får brug for nye måder at få penge i kasse på.

Derfor arbejder bestyrelsen intenst med at få sponsoraftaler til især fodboldafdelingen hentet hjem. I første omgang er vi i gang med at finde hovedsponsorer og derefter vil vi tage rundt og få mindre virksomheder med i klubben af sponsorer.

Nye bestyrelsesmedlemmer

Har du lyst til at være en del af fællesskabet i bestyrelsen for Frøslev & Omegn, der for tiden arbejder med mange spændende projekter?

Udover administration af foreningen, samarbejde med andre foreninger og klubber, planlægning og afvikling af aktiviteter, arbejder vi for tiden med en spændende og ambitiøs udviklingsdagsorden. Denne indebærer bl.a. byfornyelse, projektet omkring skolen og ikke mindst, hvordan vi profilerer os som et område i udvikling.

Da vi står over for at skulle takke Jesper Nygaard Fig for sin flotte indsats i den foregående periode, har vi drøftet bestyrelsens fremtidige sammensætning.

Vi er fem bestyrelsesmedlemmer, der i forvejen har et rigtigt godt samarbejde, der er baseret på tillid, rummelighed og lydhørhed over for hinanden. Vi bruger hinandens holdninger og styrker til at opnå de bedste resultater for flest borgere.

Det er vigtigt at Frøslev & Omegns bestyrelse afspejler borgerne i vort område, så vi sikrer de gode demokratiske løsninger for både unge, gamle og dem midt i mellem og for både Frøslev, Mollerup og oplandet.

Vi er en fuldtallig bestyrelse, (dog mangler vi en suppleant), men vi vil meget gerne byde flere velkommen! Kunne du, eller måske én du kender, være interesseret i at være en del af dette fællesskab, vil vi meget gerne høre fra dig.

Se på hjemmesiden via dette link: bestyrelsen, hvem dine kollegaer bliver!

Ring til Anne Marie Vad på 30 95 29 72 eller skriv til os på post@froeslevmors.dk
Indsæt din egen tekst her.
facebook website email 
Vi minder jer om, at ALLE kan få indlæg med i nyhedsbrevet. når det har relevans for områdets borgere. Det kan være en holdning, en idé, en opfordring eller noget helt andet.
Har du et arrangement, som er relevant for borgerne i Frøslev, Mollerup og oplandet og/eller som foregår i området, vil redaktionen meget gerne vide det, og hjælpe med at sprede budskabet.
Dette gælder både for privatpersoner, klubber, foreninger, erhvervsdrivende osv.