webnyhedsbrev
søndag den 31. oktober 2021
Kære reader
Bybilledet ændrer sig hastigt for tiden.

Mollerup har i løbet af sommeren fået en ny omfartsvej og en helt ny skyline. Frøslev har snart en ”cykelskov” og et meget stort torv.

Samtidig arbejdes der hårdt på omdannelsen af skolen og områdefornyelsen er for alvor kommet i gang igen.

Områdefornyelse

D. 29. september blev der holdt møde omkring områdefornyelsen. Siden foråret 2020, hvor vi sidst var samlet, er der jo sket en del i Frøslev, som påvirker beslutningen om, hvordan vi bedst bruger de penge, vi har fået stillet til rådighed. Ved mødet blev der f.eks. skåret ned på det beløb, der skulle være brugt på torvet til fordel for indvendig renovering af skolen.

Der blev ved mødet også lavet lidt om på arbejdsgrupperne, så der nu er følgende grupper:
  • Trafik
  • Lunden og Torvet
  • Skolens udearealer

D. 20. november kl. 13.00-15.00 fortsætter processen med en gåtur på skolens udearealer. Der ligger en del ideer/planer allerede, men intet er fastlagt, så nye i flokken kan sagtens få indflydelse på, hvad der skal ske. Vi mødes ved skolens indgang.

Alle er inviteret til at deltage!

Arbejdsdag på skolen

D. 16. oktober var en flok samlet til arbejdsdag på skolen. Der blev malet, flyttet møbler, ryddet op, og meget mere. Lidt hygge blev der også tid til, og det er jo i den sidste ende det, der er meningen med det hele.

Skolens arbejdsgruppe skal have stor ros for deres arbejde, og for at være nået så langt, som de er. Samtidig skal lyde en opfordring til alle om at byde ind med hjælp til dette vigtige arbejde.

Motion & Velvære

Gulvet i gymnastiksalen er desværre i en sølle forfatning efter perioden som coronatestcenter. Dette og manglen på trænere betyder at motionsafdelingen ligger lidt stille i øjeblikket. Vi håber selvfølgelig med tiden at få udbedret gulvet.

Hvis nogen går med en drøm om at hjælpe folk i Frøslev & Omegn med at få lidt motion så hører motionsudvalget (Marie Skaarup og Karsten Vangsgaard) gerne fra jer.
Hvis der er behov for et kursus, vil vi også gerne se på det.

Frøslev Forsamlingshus

Forsamlingshuset, som den 14. oktober stod for den første fællesspisning siden 7. marts 2020, skal have en stor tak for igen at give os mulighed for at samles på denne måde omkring et måltid.

I forlængelse af fællesspisningen blev forsamlingshusets generalforsamling afholdt. I den forbindelse blev der udtrykt bekymring for forsamlingshusets fremtid, når nu skolen bliver omdannet til foreningshus.

Dette gjorde Erik Bech, formand for forsamlingshusets bestyrelse, rede for:

Bestyrelsen har givet tilsagn om at såfremt en flytning af forsamlingshuset til skolen bliver nødvendig for at sikre driften af skolen, vil forsamlingshuset blive flyttet.

Hvis der er brugere og frivillige nok til at holde både forsamlingshuset og skolen i gang, så er der ikke nogen grund til at flytte forsamlingshuset, men de to institutioner skal ikke ud i en konkurrence om brugere og frivillige, da dette kan blive til stor skade for sammenholdet i området.

Bestyrelsen i Frøslev & Omegn

Som nævnt i flere sammenhænge, så ligger bestyrelsen i Frøslev & Omegn lidt i ”dvale” i øjeblikket. De enkelte medlemmer af bestyrelsen ligger dog på ingen måder i dvale, men er travlt optaget af valgkampen og/eller stor arbejdsmængde. Nu skal vi lige have kommunalvalget overstået, så må vi se hvordan situationen ser ud.

Fremtidsplanerne er langt hen ad vejen på plads.

I nær fremtid har vi julen. Da vender vi forhåbentlig tilbage til tingenes tilstand før nedlukningen. Der vil blive afholdt banko, juletræstænding og Lucia omtrent som tidligere. Det glæder vi os til!

Det første arrangement i julen bliver fredag d. 26/11 kl. 17.00-18.00 ved Frøslev Skole. Her vil vi genoptage den gode tradition, vi havde i samarbejde med Brugsen, hvor Julemanden kommer på besøg for at tænde juletræet og dele ud af godter fra sin sæk.
Ditte Christensen står for planlægning og har man gode idéer eller tid til at hjælpe, er man velkommen til at kontakte hende.
Ditte Christensen, tlf. 2728 7417, mail: Supermom1984@gmail.com

Frøslev Forsamlingshus vil efter juletræstændingen kl. 18.00 stå for fællesspisning med julemad.

Arbejdet med planlægning af Veteranløbet 2021 er også i gang. Vi pusler lidt med tanker om at udvide arrangementet med et bagagerumssalg eller loppemarked á la torvedag. Det vil i så fald kræve, at der er nogen, der vil træde til og stå for denne del. Hvem melder sig?

Med hensyn til brugsen, så kan vi oplyse, at der stadig mangler en del, inden der kan laves et afsluttende regnskab, så der må vi have tålmodighed. Brugsbygningen er overtaget af Trine Nielsen, med henblik på videresalg eller udlejning. Vil man vide mere om dette kan man kontakte Trine på 60720274.

Tankanlægget er overtaget af Midtmors Udviklingsselskab, som forpagter det ud til GoOn. Det vil altså stadig være en fordel for lokalområdet, at man tanker op i Frøslev.

Kalenderen

Ret til ændringer forbeholdes

November

Lørdag den 20/11
Kl. 13.00: Byfornyelse - gåtur om Frøslev Skole
Onsdag den 24/11
Kl. 19.00: Banko - Stort Gavespil i Frøslev Forsamlingshus
Fredag d 26/11
Kl. 17.00-18.00: Juletræet tændes, mon julemanden kommer ved Frøslev Skole?
Kl. 18.00: Fællesspisning - Julemad i Frøslev Forsamlingshus
Søndag d. 28/11
Kl. 16.00: De ni læsninger i Mollerup Kirke

December

Onsdag den 1/12
Kl. 19.00: Banko - Stort Gavespil i Frøslev Forsamlingshus
Fredag d. 3/12
Kl. 14.00: Krybbespil m. Majgården i Frøslev Kirke
Fredag 3/12
Kl. 19.00: Julekoncert m. Tina Siel i Outrup Kirke
Mandag d. 13/12
Kl. 19.00-21.00: Lucia i Frøslev Kirke og på Frøslev Skole
Søndag d. 19/12
Kl. 14.00: Syng julen ind i Dragstrup Kirke
Juleaften
Kl. 09.30 i Dragstrup
Kl. 10.45 i Frøslev
Kl. 14.00 i Outrup
Kl. 15.30 i Mollerup
Nytårsaften
Kl. 14.00: Nytårsaften m. sang og champagne i Frøslev Kirke
facebook website email 

ALLE kan få indlæg med i nyhedsbrevet, når det har relevans for områdets borgere. Det kan være en holdning, en idé, en opfordring eller noget helt andet.
Har du et arrangement, som er relevant for borgerne i Frøslev, Mollerup og oplandet og/eller som foregår i området, vil vi meget gerne hjælpe med at sprede budskabet.
Dette gælder både for privatpersoner, klubber, foreninger, erhvervsdrivende osv.