webnyhedsbrev
søndag den 4. september 2022
Kære reader

Som nytilflyttet familie var det en stor glæde at opleve Peter Noer byde vores familie velkommen i lokalsamfundet, da vi flyttede til Mollerup i foråret 2020.

Med sit hjertevarme og venlige smil fortalte han om byens arrangementer og lyttede interesseret til vores historie. Senere har vi hørt Peter mange gange i kirken, og mine piger kender ham som Peter Præst, når de er til spejdergudstjenester. Altid med et smil og en venlig bemærkning, så man føler sig velkommen i hans selskab.

Bettina Noer har været mindst lige så imødekommende. Jeg kender bedst Bettina fra arbejdsdagene på Frøslev Skole og byens arrangementer, hvor hun altid er positiv og hjælpsom - og rigtig godt selskab!

Det var nyhedsbrevsskribentens historie. Mon ikke, vi alle har en Peter- og Bettina-historie?

Reception for Peter og Bettina Noer

Den 1. oktober på Frøslev Skole afholdes der reception i anledning af præsteparrets 25 års jubilæum. Det sker klokken 12, og du kan se programmet herunder.

Vi er derfor nogle stykker, der gerne vil mødes og gøre skolen og omgivelserne ekstra pæne i den anledning. Hvis du vil give en hånd med, kan du læse mere om det nederst i nyhedsbrevet.

Hvis du vil være med i en gave til parret, er der angivet et MobilePay-nummer her i invitationen:

25. år med Peter og Bettina

Arbejdsdag på Frøslev Skole den 17. september

Sæt også kryds i kalenderen lørdag den 17. september i tidsrummet mellem 9 og 16, hvis du vil være med til at friske skolen og omgivelserne lidt op inden receptionen. Kom, når du kan.

Vi påtænker at fjerne ukrudt, male et par vægge, vaske vinduer, og så har vi lovet fodboldholdet at samle multibanen, så der bliver plads til, at de kan få deres klublokale.

Der er desuden sørget for lækker forplejning, så vi kan få en hyggelig dag sammen.

Hvis du vil høre mere om arbejdsdagen eller gerne vil hjælpe, så kontakt Anders Kobberø på 401 86 401 eller borgerforeningen.

facebook website email 

Vi minder jer om, at ALLE kan få indlæg med i nyhedsbrevet, når det har relevans for områdets borgere. Det kan være en holdning, en idé, en opfordring eller noget helt andet.
Har du et arrangement, som er relevant for borgerne i Frøslev, Mollerup og oplandet og/eller som foregår i området, vil vi meget gerne hjælpe med at sprede budskabet.
Dette gælder både for privatpersoner, klubber, foreninger, erhvervsdrivende osv.

Email Marketing Powered by MailPoet