Del denne e-mailKopier det offenlige link eller del det på dine favoritkanaler.
webnyhedsbrev
tirsdag den 9. juni 2026

Kære borgere i Frøslev og Mollerup

Her på tærsklen til en forhåbentlig lang og dejlig sommer har vi igen samlet lidt stof sammen til et nyhedsbrev.

I det følgende kan du orientere dig om en række fine arrangementer og et par andre ting, vi har på hjerte:
  • Udlejning af lokaler til erhvervsbrug i Kulturhuset
  • Sankt Hans d. 23. juni
  • Insekttur i Frøslev Kær d. 11. juli
  • Frøslevdag 5.september
  • Kæphesteløb 5.september – hjælpere søges
  • Frøslevløb med Mollerup Mølle Maraton 5. september
  • Livestreaming fra Århus Universitet


Allerførst vil vi gerne gøre opmærksom på muligheden for leje af erhverslokaler i Frøslev & Omegns Kulturhus. Vi har i samarbejde med Morsø Kommune fået fremstillet et såkaldt ”lejeprospekt”, hvor lokaler og lejevilkår beskrives. Det kan ses på Lejeprospekt - Frøslev & Omegns Kulturhus | Morsø Kommune.

Leder du, eller nogen du kender, efter et lokale, til kontor eller andet erhvervsformål? Har du overvejet at blive en del af et kontorfællesskab? I Frøslev & Omegns Kulturhus har vi mulighederne og vi står parat til at hjælpe.

Kontakt vedrørende leje af lokaler, til private- såvel som erhvervsformål: Kirsten Guldsmed på 20722391.

Sankt Hans

Traditionen tro fejrer vi Sankthans i Møllerlunden, på Kjeldgårdsvej lidt vest for Mollerup Mølle, tirsdag d. 23. juni. Fra kl. 18.30 er børnebålet klar til snobrødsfremstilling, og kl. 19.30 tændes det store bål. Båltaler er i år Kurt Sonne Thomsen. Herefter nydes medbragt kaffe. Medbring selv kaffekurv, bord/stol til den efterfølgende hygge og snak.

Insekttur i Frøslev Kær

Naturklubben inviterer lørdag d. 11. juli alle interesserede en tur i Kæret for at se hvad der kribler og krabler på denne tid af året. Vi starter kl. 10 fra Frøslev Kirke og følges så ned i Kæret. Naturklubben sørger for at medbringe nødvendigt udstyr. Man er velkommen til at medbringe egen mad og drikke. Vi kan ikke udelukke, at en del myg vil møde op, så hav myggebalsam klar. Solbeskyttelse og påklædning, der passer til vejret. Alle er velkomne – både feriegæster og lokale.

Frøslevdag

D. 5. september fejrer vi årets Frøslevdag. Som sædvanlig er dagens program et resultat af samarbejdet mellem lokale foreninger, kulturhuset og menighedsrådet. Detaljerne i programmet er endnu ikke helt på plads, men man kan i hvert fald se frem til Frøslevløb, Morsøgarden, legeland, pølsebod, loppemarked, åbent kulturhus og fællesspisning med helstegt pattegris.

Har du selv en god ide til dagen, eller har du evt. en stand du gerne vil deltage med, så hører vi gerne fra dig. post@froeslevmors.dk eller 30952972 (Anne Marie Vad)

Kæphesteløb

Vi har et stort ønske om at kunne gentage succesen fra sidste år med kæphesteløb på Frøslevdag, men i øjeblikket er det ikke lykkedes at finde nogen, der har mulighed for at hjælpe os. Vi drømmer om en lille gruppe af forældre med kæphesteglade børn, som vil hjælpe os? Kunne det være dig?
Kontakt: post@froeslevmors.dk eller 30952972 (Anne Marie Vad)

Frøslevløb med Mollerup Mølle Maraton

Hovedbegivenheden på Frøslevdag er Frøslevløbet. Igen i år er der medaljer til alle forhåndstilmeldte takket være støtte fra Mollerup Mølle. Der er åbent for tilmelding på Frøslevløbet 2026, 05.09.2026 - my.race|result

Vær opmærksom på at der udover prisen er et tilmeldingsgebyr. Man kan nøjes med et enkelt tilmeldingsgebyr, hvis man melder sig til som et hold. Priserne på de lange løb er sat lidt ned i forhold til sidste år. Til gengæld kan man bestille en sandwich i forbindelse med tilmeldingen.

Livestreaming fra Aarhus Universitet

Så kan man godt begynde at glæde sig til efteråret. Frøslev & Omegns Kulturhus lægger lokaler til livestreaming af de populære ”Offentlige foredrag i naturvidenskab”
Offentlige foredrag i Naturvidenskab, Aarhus Universitet | Livestream og live.

Du kan sætte kryds ved følgende datoer:
  • 6.oktober: ”Med havets kæmper på jagt”
  • 20.oktober: ”Kvantecomputeren”
  • 3. november: ”Kaffe”
  • 17.november: ”Tang”
Mødetid til alle foredrag er senest 18.45. Der vil være mulighed for at købe kaffe og kage.

Det var alt for denne gang. God sommer til jer alle. Vi ses.

Bestyrelsen for Frøslev & Omegn
v/Inge Kirk, Erik Bech, Nanna Bøgeskov Rasmussen, Mathias Aakmann Pedersen og Anne Marie Vad.

facebook website email 

Vi minder jer om, at ALLE kan få indlæg med i nyhedsbrevet, når det har relevans for områdets borgere. Det kan være en holdning, en idé, en opfordring eller noget helt andet.
Har du et arrangement, som er relevant for borgerne i Frøslev, Mollerup og oplandet og/eller som foregår i området, vil vi meget gerne hjælpe med at sprede budskabet.
Dette gælder både for privatpersoner, klubber, foreninger, erhvervsdrivende osv.