Del denne e-mailKopier det offenlige link eller del det på dine favoritkanaler.
webnyhedsbrev
tirsdag den 20. oktober 2026

Kære borgere i Frøslev og Mollerup!

Hermed et nyhedsbrev med en opsamling af, hvad der foregår i Frøslev og omegn i øjeblikket og hvad, der er at se frem til. Her er overskrifterne:

• Ministerbesøg på Mors – Frøslev & Omegn var repræsenteret
• Frøslevdag – tanker om fremtiden.
• Er der ingen børn i Frøslev og Mollerup?
• Kæmpevindmøller i Kæret. – processen er genstartet.
• Majgården består!
• Vinterklargøring af skolegård og terrasse 13.november 13-16.
• Frivilligfrokost 14.november
• Banko 25. november.
• Livestreaming fra Aarhus Universitet.
• Luciafest 13.december. Mere herom i næste nyhedsbrev.
• Forsamlingshuset har fået ny hjemmeside med bookingkalender. Se den ved at klikke her.

Den sidste halvanden måneds tid har været begivenhedsrig for vores lokalområde. Udmeldingen i starten af september om Majgårdens planlagte lukning satte for alvor gang i tankerne om, hvad lukningen af først skole, så dagligvarebutik og nu børnehaven har af konsekvenser for en by som Frøslev. Vi er midt i en omstilling og må derfor hele tiden tilpasse os.


Ministerbesøg

Nogle af tankerne kom på skrift i forbindelse med ministerbesøget d. 5. oktober, hvor Mors havde besøg af finansminister Peter Hummelgård og by-land- og transportminister Signe Munk. Sammen med LAG-koordinator Inger Bøgh Bisgaard og Marianne Korsgaard fra Gårdbageriet fik foreningens bestyrelsesformand (Anne Marie) sammenlagt 20 minutter til at levere inspiration til den helhedsplan for landdistrikterne, som regeringen arbejder på. 20 minutter er ikke lang tid, men vi håber, at have sat et lille aftryk.

Majgården består

Heldigvis består Majgården. Forældrene og Udviklingsselskabet Midtmors tog affære og fik skabt en alliance med Øster Jølby Friskole og Fribørnehus. Det er afgørende betydning for bosætningen i et område, at der er en skole og/eller en daginstitution. Derfor er det så vigtigt at kæmpe for. Der vil være orienteringsmøde onsdag d. 21. oktober kl. 19 i Frøslev & Omegns Kulturhus.


Frøslevdag

Borgerforeningen mærker for alvor konsekvensen af den manglende skole, når vi har arrangementer rettet mod børnefamilierne. Der kommer alt for få. Det var også, hvad der skete for Frøslevdag i år.
Heldigvis var der god tilslutning til spisningen, hvilket må blive en rettesnor fremover. Til næste år er det planen at holde Frøslevdag d. 29. maj. Det eneste vi indtil nu kan garantere på programmet, er fællesspisning 😊


Men er der ingen børn i Frøslev og Mollerup?

Ifølge sognerapporterne (kan findes på sogn.dk) for Frøslev og Mollerup var der. Pr. 1. januar 2026 58 børn i alderen 0-9 år og 53 i alderen 10-19 år i de to sogne tilsammen. Børnefamilierne er her altså, men er det muligt at samle dem om fællesskabet i Frøslev & Omegn og Kulturhuset – eller er det ved at blive en ældreklub?
Vi er i borgerforeningen klar over, at børnefamilierne er en travl gruppe, men vi ville blive superglade for at høre lidt om jeres ønsker og drømme for det lokalområde I bor. Hvordan omsætter vi bosætning til lokalt engagement?

Kæmpevindmøller i Kæret

Processen henimod at få etableret kæmpevindmøller i kæret er genoptaget efter en længere pause. Projektet er overtaget af selskabet ”Lokal grøn værdiskabelse på Mors A/S”, som er det samme der ejer vindmølleprojekterne Moutrup og Søndenom. Selskabet er dannet af Morsø Wind A/S (Morsø Kommune) og Thy-Mors Energi.
Første dialogmøde efter pausen blev holdt d. 7. september uden at vi blev meget klogere. Næste møde bliver 3.november, med deltagelse af projektudvikler.

Vinterklargøring

Kunne du være lidt nysgerrig på, hvem det er, der går og hygger sig sammen med at holde Kulturhuset kørende, så duk op til vinterklargøring af skolegård og terrasse 13.november 13-16. Der bliver nok også en kop kaffe.


Frivilligfrokost, 14.november

Traditionen tro holder vi her i efteråret en frokost for alle Frøslev & Omegns fantastiske frivillige. Det bliver i år lørdag d. 14. november kl. 12. i Kulturhusets Fællesrum. Alle, der i årets løbet har hjulpet os med små og store opgaver, er velkomne. Der bliver ikke sendt indbydelse til hver enkelt; men mon ikke de fleste har en god fornemmelse af hvorvidt de tilhører gruppen eller ej. Indbydelsen gælder også dem, der kunne tænke sig at være med fremover. Tilmelding kan sendes til post@froeslevmors.dk eller på 30952972.

Banko 25.november i Frøslev Forsamlingshus

Det plejer at være et både populært og indbringende arrangement, når forsamlingshuset og borgerforeningen sammen afholder banko før jul. Dog har vi i år valgt kun at holde én bankoaften, da interessen for at hjælpe ikke har været tilsvarende stor. Følg med på Facebook.


Livestreaming fra Århus Universitet

Vi er kommet godt i gang med de underholdende og lærerige naturvidenskabelige foredrag fra Aarhus Universitet. De næste foredrag kommer på datoerne 20/10, 3/11 og 17/11. Foredragene foregår i tidsrummet 19-21, men mød op kl. 18.45, så alle kan være klar til kl. 19. Det foregår i konferencerummet. Foredragene er gratis, og der kan købes kaffe og kage. Læs mere på dette link: Nykøbing Mors, Frøslev & Omegns Kulturhus: Offentlige foredrag i Naturvidenskab via livestream fra Aarhus Universitet



Med venlig hilsen Erik, Inge, Poul og Anne Marie.
facebook website email 

Vi minder jer om, at ALLE kan få indlæg med i nyhedsbrevet, når det har relevans for områdets borgere. Det kan være en holdning, en idé, en opfordring eller noget helt andet.
Har du et arrangement, som er relevant for borgerne i Frøslev, Mollerup og oplandet og/eller som foregår i området, vil vi meget gerne hjælpe med at sprede budskabet.
Dette gælder både for privatpersoner, klubber, foreninger, erhvervsdrivende osv.

Email Marketing Powered by MailPoet