På denne side finder du opdateret information om ”Energiprojekt Erslev Kær”, som kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune d. 24. juni 2025 besluttede at arbejde videre med. Dermed er der sat gang i en længere proces, som måske vil føre til, at man om et par år går i gang med at anlægge 3 vindmøller på 185 meter i totalhøjden (altså til øverste vingespids) lige øst for det område, som vi kalder Frøslev Kær. Alternativt kan der blive tale om 4 møller af en totalhøjde på 150 meter. Solcelleanlægget, der også bliver nævnt i ansøgningen, bliver ikke til noget – i denne omgang.
På Morsø Kommunes hjemmeside kan man finde hele ansøgningen til ”Energiprojekt Erslev Kær” på dette link: https://mors.dk/media/lqfnv2he/bilag-3c-f3-myndighedsscreening-og-samlet-ansoegning.pdf
Hvem er ”nærmeste naboer”?
I projektansøgningen kan man se et bilag (side 35-38 via ovenstående link, hvoraf det fremgår, hvilke husstande der ligger inden for det område, hvor man er berettiget til at modtage forskellige former for kompensation. Vær opmærksom på, at det endelige projekt kan komme til at afvige en del fra det beskrevne i projektansøgningen. Som det ser ud i ansøgningen, vil en betragtelig del af husstandene i Frøslev by kunne betragtes som ”nærmeste naboer”. Dvs. alle der bor indenfor en zone mellem 6-8 gange vindmøllehøjden, hvilket vil sige 1110-1480 meter fra nærmeste mølle, hvis møllerne får højden 185 meter.
Opstart af lokale dialoggrupper
Berørte borgere har modtaget en invitation i e-Boks til et møde om opstart af lokale dialoggrupper. Der skal bl.a. dannes en dialoggruppe til ”Energiprojekt Erslev Kær”. Mødet kommer til at foregå d. 18. august 2025 kl. 18.30 til 20.30 i Sydvestmors Kultur- og fritidscenter. Man kan læse mere om dialoggrupper på informationsarket, der er medsendt invitationen i e-Boks. Dialoggrupperne er forum for forhandlingen mellem projektholder og lokalsamfund. Vi opfordrer repræsentanter for ”nærmeste naboer” og repræsentanter for lokalområdet til at deltage i dialoggruppen.
Formålet med dialoggruppen er at:
- Bidrage til og sikre en god proces
- Få lokale synspunkter frem
- At sikre mest mulig værdi til lokalsamfundet
- Mulighed for tilpasning af projektet
Det er ikke gruppens opgave at komme med en indstilling om at være for eller imod projektet. Der kommer en høringsfase senere.
Yderligere oplysninger:
- På Morsø Kommunes hjemmeside kan man finde hele ansøgningen til ”Energiprojekt Erslev Kær” på dette link: https://mors.dk/media/lqfnv2he/bilag-3c-f3-myndighedsscreening-og-samlet-ansoegning.pdf
- Læs om VE-forliget, de enkelte projekter, slides fra informationsmøder m.m. på Morsø kommunens hjemmeside https://mors.dk/ve-forlig. Her findes også en mailadresse man kan skrive spørgsmål til.
- Er der spørgsmål til processen, f.eks. dannelse af dialoggrupper, kan de sendes til VE-konsulent Lisbeth Bang Nielsen lisbethbn@outlook.dk eller 60181643.
- Man må også gerne kontakte bestyrelsen for Frøslev & Omegn: post@froeslevmors.dk eller 30952972 (Anne Marie Vad).
Bilag:
Informationsark dialoggrupper – link til PDF
Invitation til opstart af lokale VE-dialoggrupper – link til PDF (tidligere udsendt i e-Boks til alle inden for ca. 10 x 185 meter)